Marineret elsdyrsteg.


Holger´s opskrift, efter Tore Wretman
København 28.10.76
Kære Jes og Karen + yngel ( inclucive Tarzan )
Her er marinaden på elsdyr.
Det tilføjes at man også kan bruge oksekød da elsdyr ikke smager specielt anderledes end okse,
men det er vel en påstand.
Altså,,marinaden :
1 flaske hvidvin
1/2 dl. vineddike
1 liter vand
1 stort løg
1 gulerod
1 selleri med top
3 hele nelliker
2 laurbærblade
1 dusk persille
1 spiseske olie
1 kvist timian
2 fed hvidløg
1 stykke tørret ingefær
1 spiseske tørret enebær
6 peberkorn
6 hele koriander
1 teske tørret salvie.
Hvis det er oksekød eller elgkød som ikke er så regulært, kan man skære det i terninger som en tændstikæske inden man marinerer det, men er det regulært kød kan man selvfølgelig marinere det helt.
Opskriften er beregnet til 1 kg kød.

Kødet ligger i marinaden mindst 24 timer, gerne længere, tages derpå op og aftørres.
250 gr. spæk uden svær skæres i små terninger, gives et opkog i vand, sies i en sigte og afsmeltes derefter til fedtegrever tages op og kødet brunes derefter i det varme fedt efter at det er pudret let med mel. Når det er brunt tilsættes marinaden som er siet for krydderier, disse bindes ind i et stykke gaze og koger med, steger ca. 1 1/2 time alt efter størrelse. Skyen jævnes med creme fraise.
Som tilbehør gives kogte nudler, fedtegreverne, ristede champignoner, små løg som er brunede og små helstegte tomater.Puh ha, det var en ordentlig svada.
Dette er den originale opskrift efter Tore Wretman og det er sådan den serveres på “Gyllende Freden” i Stockholm.
Jeg har prøvet den et par gange og det smager helt fænomenalt det vil jeg garantere for, det er vigtigt at man bruner stykkerne meget omhyggeligt og i det hele taget er meget nøje med opskriften, men resultatet er helt perfekt.
Jeg har altså ikke prøvet den med elgkød men med oksekød og jeg syntes at det ikke kan smage bedre med elgkød, det er simpelthen vidunderligt alligevel.
Nå så meget om så lidt, vi har lige repeteret : som en uheldig skipper der forudser han strande må o.s.v.
den er mægtig.
Vi har det alle godt og håber det samme om eder, ja jeg er ganske vist forkølet og sygemeldt, men never mind.

Kærlige hilsener. Holger + familie.
Holger